Forældrene tror at sønnens firben skal føde, kører paniske til dyrlægen og mødes af hysterisk sjov besked

Nogle historie er næsten for gode til at være sande. Eller hvert fald for sjove. Det er svært at vurdere hvorvidt, mange af de historier der florerer på nettet reelt er sket i virkeligheden eller blot er pure opspind, men i nogle tilfælde synes jeg ikke, at det er så vigtigt.

Historien nedenfor fandt jeg på nettet tidligere i dag. Den er skrevet af det store site Shareably, og jeg kunne ganske enkelt ikke lade være med at grine, så jeg følte straks, at jeg måtte dele den med jer. Jeg ved ikke, om det hele er sket i virkeligheden, men uanset hvad er historien uhørt sjov!

Historien er skrevet i et første personsperspektiv af en far og nu oversat fra engelsk til dansk.

Mig og min kone har altid haft et ønske om, at vores børn skulle have kæledyr. Vi har set det som en måde at lære dem tage ansvar. Selvom det ikke altid har været lige vellykket. Guldfiskene blev eksempelvis skyllet ud i toilettet ret hurtigt.

Men en aften efter at have spist aftensmad kom vores søn løbende ud i køkkenet.

– Far! Et af mine firben opfører sig mærkeligt. Han virker syg eller noget, sagde sønnen. Kan du hjælpe?

Jeg fulgte med ham ind på hans værelse, og fandt en af hans to firben liggende på ryggen. Han virkede lidt stresset, og jeg vidste straks, hvad jeg skulle gøre.

– Skat! Kom og se på firbenet, råbte jeg.

Hun kom med det samme.

– Åh min gud! Hun skal jo føde?, udbrød min kone.

– Hvad?, svarede sønnen. De hedder jo Bert og Ernie!

Jeg blev mildt sagt irriteret.

– Hvad fanden. Jeg troede, at vi havde besluttet, at de ikke skulle formere sig, sagde jeg.

– Hvad vil du have, at jeg skal gøre? Sætte et skilt på deres bur om parringsforbud?, svarede hun sarkastisk.

– Nej, men vi blev jo enige om at anskaffe to hanner, da vi købte dem!, svarede jeg med min mest behagelige stemme (tjah, måske ikke helt).

”Åh min gud!”

– Præcis! Bert og Ernie, sagde sønnen.

– Ja, det er ikke helt let at afgøre den del, svarede konen og gav mig et irriteret blik.

Jeg var nødt til at samle mig og sagde til familie, som nu alle var samlet:

– Nu kommer vi til at opleve naturens kræfter og mirakler, børn!

– Åh gud! svarede de.

– Men hvad fanden skal vi gøre med så mange firbensunger?!, undrede fruen panisk.

Hun fik intet svar, i stedet stod alle bare og stirrede på, hvad der foregik inde i buret. Pludselig åbenbarede sig, hvad der lignede en lille, lille fod, hvor man kunne forestille sig, at firbenets unger skulle komme ud. Men sekunder senere forsvandt “foden” igen.

– Det skrider ikke så hurtigt frem, sagde jeg.

– Gør noget, udbrød sønnen.

Kører til dyrlægen

Så næste gang “foden” åbenbarede sig, stak jeg hånden ind og prøvede meget forsigtigt at trække lidt i den for at hjælpe firbenet. Men det virkede ikke. Samme procedure blev gentaget flere gange uden resultat.

– Skal jeg ringe 112??, spurgte datteren. Måske kan de hjælpe os over telefonen?

– Njah, svarede jeg. Jeg tror, at vi er nødt til at køre Ernie til dyrlægen.

Så vi satte os i bilen og kørte afsted. Sønnen havde firbenenes bur i skødet.

Vi kom hurtigt til, og en dyrlæge begyndte at undersøge firbenet med et forstørrelsesglas og nogle andre små instrumenter.

– Hvad tror du, doktor? Skal hun føde med kejsersnit?, spurgte jeg.

– Meget interessant, sagde han og tog sine briller af. Kan jeg tale med jer forældre privat i et kort øjeblik?

Jeg bad børnene forlade lokalet og kunne formemme, at jeg var begyndt at svede lidt.

– Overlever Ernie?, spurgte min kone nervøst.

– Ja, selvfølgelig, forsikrede dyrlægen. Firbenet skal ikke føde. Det kommer forresten aldrig til at ske. Ernie er en han – og fra tid til anden, når de bliver lidt ældre og kønsmodne, så… som så mange andre dyrearter, så… øhm, onanerer de… Ligesom han gjorde lige nu ved at ligge på ryggen, sagde han med rødmende ansigt.

”Ser for mig…”

Der blev helt stille i lokalet, men efter lidt tid sagde min kone:

– Så Ernie er bare…. liderlig?

– Ja, svarede dyrlægen.

Så begyndte min kone at skraldgrine.

– Hvad er der?, spurgte jeg undrende.

– Øhm.. det er bare det, sagde konen. Det er bare det, at jeg ser for mig, hvordan du forsøgte at hjælpe ham med at trække i sin…. lille ting.

Hun hev efter vejret, mens jeg tog Ernies bur, takkede dyrlægen og forlod lokalet. Snart sad hele familien i bilen igen. Der var helt stille. Det eneste vi havde fortalt børnene var, at Ernie nok skulle overleve.

– Men jeg ved, at Ernie er taknemmelig for det, du gjorde, far!

– Ja, du skulle bare vide!, svarede konen og gjorde alt for ikke at grine.

2 firben: 1 000 kronor.

1 bur: 500 kroner.

1 Dyrlægebesøg: 1 500 kronor.

Hvad kan vi så konstatere af det her? Jo, hold dig vågen i biologitimerne, for firben lægger æg!

DEL hvis historien også fik dig til at trække på smilebåndet!