Følgende historie skulle eftersigende være sket for et par år siden for en far i Tyskland, der fortalte den videre til en af sine venner, som er journalist. Vi kan selvfølgelig ikke vide, om den er 100 procent sand, men alle med børn kan nok nikke genkendende til situationen.
Jeg fik mig et rigtig godt grin af historien, og følte straks en inderlig trang til at dele den med jer! For et godt grin forlænger jo livet – og delt glæde er dobbelt glæde!
På vej hjem fra skolen spurgte faren sin datter: “Hvad har du så lært i skolen i dag?”
Den lille pige kunne næsten ikke vente med at fortælle: “Vi har lært, at drenge og piger er forskellige!”
Faren kiggede i bakspejlet, men kunne kun se sin datters hår.
“Læreren sagde, at drenge har en ting, som piger ikke har.”, fortsatte datteren.
“Ja, det er rigtigt”, svarede faren nervøst. Han kunne ikke rigtig finde på noget andet at sige, så der var helt stille i bilen, indtil datteren igen tog ordet.
“For drengen forstår faktisk, at de er drenge. De kan se tingen hænge og dingle, og så ved de: “Åh! Jeg er en dreng!””
Faren, som ikke havde lyst til at have denne samtale med sin datter, forsøgte mentalt at regne ud, hvor lang tid det ville tage, før de var hjemme. Det føltes som en evighed.
Datteren fortsatte: “Vidste du, at drenge bliver større, når de ser piger?”
Med svedige håndfalder svarede faren: “Jo, øhm, tjaah…”
Han forsøgte desperat at finde et andet samtaleemne, men lykkedes ikke.
Så spurgte datteren: “Hvorfor kan pigerne godt lide, at drengene har den der ting?”
Faren vidste ikke, hvad han skulle svare. For når alt kommer til alt, har de fleste mænd stillet sig selv præcis samme spørgsmål uden at finde frem til et godt svar.
Men datteren ventede ikke på sin fars svar, da hun havde sit eget: “Det er nok fordi, at den ryster, når han bevæger sig, og når pigerne ser det, ved hun, at det er en dreng og kan lide ham.”
Hun tog en lille pause, tænkte lidt og sagde: “Så ser drengen pigen og bliver større. Og så bliver de gift og til sidst er det aftensmad.”
Den sidste del af forklaringen gjorde faren forvirret, men han tænkte, at datteren generelt set havde ret.
Da de endelig kom hjem, tog datteren sin skoletaske og sagde: “Jeg har tegnet et billede af, hvad vi lærte i skolen i dag. Vil du se?”
Faren var slet ikke sikker på, om han havde lyst til at se et sådant billede. Men nysgerrigheden tog over. Da hun fandt tegningen frem, var faren nødt til at sætte sig ned et øjeblik.
Tegningen, der var tegnet med farvekridt, forestillede en han-kalkun. Hans røde skindflap hang majestætisk over næbbet (hvilket hun-kalkunen finder så uimodståeligt)…. Den var gigantisk, og fjernerne var helt oppustede!
Farens grin gjorde først datteren lidt vred, men da han fortalte, hvor meget han elskede tegningen, holdt hun hurtigt op med at være vred. Og faren vil aldrig glemme tegningen af kalkunen!
Tøv ikke med at dele historien, hvis denne misforståelse gav dig et smil på læben!
