6-årige Emil gik i børnehaveklasse, og i dag skulle frøken Kirsten tale om religion. Da Kirsten selv var ikke-troende, havde hun naturligvis ingen planer om at lære sin elever om fiktive “himmelnisser” – uanset hvad de måtte mene.
”Gå ud i skolegården”
For at illustrere, at Gud ikke findes, spurgte frøken Kirsten lille Emil.
– Emil, kan du se træet her uden for vinduet?
– Ja, svarede Emil.
– Emil, kan du se græsplænen omkring træet?
– Ja, svarede Emil.
– Gå ud i skolegården og kig op med himlen, Emil, opfordrede læreren.
Emil adlød og gik ud i skolegården. Efter fem minutter vendte han tilbage til klasseværelset.
”Så du Gud derude?”
– Jeg så skyer, sagde Emil venligt.
– Men så du Gud deroppe mellem skyerne?, spurgte lærer Kirsten hånligt.
– Nej, svarede Emil.
– Det er lige præcis den kendsgerning, jeg gerne vil fortælle jer. Vi kan ikke se Gud, fordi han ikke er der. Han findes ganske enkelt ikke, sagde Kirsten med et overlegent smil på læberne.
”Så du vores lærer?”
Så rakte Emils klassekammerat, Sofie, hånden i vejret, og frøken Kirsten nikkede medgivende.
– Emil, kan du se træet her uden for vinduet?
– Ja, svarede Emil.
– Emil, kan du se græsplænen omkring træet?
– Ja, svarede Emil.
– Emil, så du himlen deroppe?
– JA!, svarede Emil, som begyndte at blive træt af alle de spørgsmål.
– Emil, kan du se vores lærer Kirsten?
”Så vi har altså lært…”
– Ja, svarede Emil nu nysgerrigt.
– Kan du se hendes hjerne, Emil?, spurgte Sofie.
– Øhm, nej, svarede Emil, hvorefter Sofie kiggede op på frøken Kirsten.
– Okay, så i dag har vi lært, at frøken Kirsten ikke har nogen hjerne!
Jeg grinede virkelig højt – sådan sætter man nogen på plads! Tryk på DEL-knappen, hvis vitsen gav dig et smil på læben!